Malpais

Hvad er det værste der kan ske?

”At kunne genkende fare og vide hvornår man skal forsvare sig eller stikke af for at redde livet, er et instinkt vi deler med de fleste levende væsner. Men den foregribende frygt er noget kun mennesker kender til. Frygt der kan indlæres og bruges, manipulerende hvis man vil, og som kan blive den drivende kraft i kollektivt had” Tina Tarpgaard

Hvad er det værste der kan ske?
Recoil Performance Group med Tina Tarpgaard i spidsen tager begrebet frygt under kærlig behandling i forestillingen Malpais, der har premiere i Dansehallerne den 26. marts 2011. En aften hvor musik, dans og softwarekunst danser kinddans med diverse skrækscenarier.

Engang var en invasion fra rummet, enorme flodbølger og et monster i gaderne det som film og bøger lærte os at være bange for. Men hvad frygter vi i dag? Og frygter vi det samme fra midten til kanten af Danmark? Med udgangspunkt i en række interviews, nyhedsklip, foto og lydoptagelser fra forskellige områder af landet har Tina Tarpgaard og det øvrige hold bag Malpais skabt en forestilling der inviterer publikum indenfor til et kig bag danskernes frygt. Fortalt i et univers hvor krop, musik, videokunst og dokumentar er frygtens med- og modspiller.

En gammel campingvogn dannede i vinter rammen om Recoil Performance Groups tur rundt i landet. Fra Tina Tarpgaards hjemegn omkring Ringkøbing over Fyn til det nordlige Sjælland kiggede folk forbi for at fortælle om det de frygter.

 

”Jeg er bange for at Nørreport ryger i luften. Har ikke kunnet gå forbi stationen i mange år uden at tænke på det.” 56 år, Østerbro

”Jeg er bange for at vi glemmer den personlige kontakt, med alt den teknik” 75 år, Hørsholm

“Jeg er bange for at informationer vil blive brugt forkert, f.eks. Wikileaks” 14 år, Hvide Sande
“Jeg er bange for spøgelser. De kan kun li’ mørke.” 5 år, Hvide Sande

“Jeg er bange for racisme. Jeg går med tørklæde og har oplevet at folk bliver vrede på mig.” 27 år, Vinderup
“Jeg er bange for at vi mister følelsen af solidaritet.” 62 år, Århus

 

Over 50 mennesker i alderen 5 til 80 år blev interviewet til kameraet. Hvem af dem der medvirker i forestillingen og hvad de har på hjertet afsløres først til premieren den 26. marts i Dansehallerne. På scenen medvirker danserne Siri Wolthoorn, Jonas Örknér og Bo Madvig. Musikken er komponeret af Pelle Skovmand mens Jonas Jongejan & Ole Kristensen er forestillingens videokunstnere. Lyset designes af Søren Knud Christensen og det hele holdes sammen af Tina Tarpgaard.

Koreografi: Tina Tarpgaard
Videoscenografi: Jonas Jongejan & Ole Kristensen
Lysdesign: Søren Knud Christensen
Musik: Pelle Skovmand
Kostumedesign: Anna Rosa Hiort-Lorenzen
Dansere: Siri Wolthoorn, Jonas Örknér & Bo Madvig

Opført marts-april 2011 på Dansehallerne

Malpais er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Wilhelm Hansen Fonden, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.