Stereo – pilotprojekt

Stereografi & spektral filtrering

For at se dybde, skal det menneskelige øje modtage to separate visuelle signaler. Normalt opnås dette ved den lille forskel der er i objekternes placering, når vi ser dem igennem vores øjne, adskilt af den afstand, der strækker sig over næsen. Hvis denne placering og objektets geometri er projiceret og ikke fysisk til stede, er der brug for en mekanisme til at sende et klart fremspring til hvert øje. Objekt kan derefter afbildes fra to lidt forskellige vinkler, hvor hver projektion når ét øje og ikke det andet.
Til scenebrug kan det være en god idé at overlejre projektioner af former hen på fysiske former. Det betyder, at adskillelsen af ​​to lidt forskellige projektioner skal være intakte, når den reflekteres af den fysiske form. Den eneste teknik, der kan opnå fuld farvekvalitet, mens adskillelse af venstre og højre kanal opretholdes, er kendt som ”Spectral comb filtering”. Denne teknik fungerer ved at adskille det udsendte lyd igennem to sæt ’tri-stimulant primarie’, hvor den ene er omvendt af den anden.

De røde, grønne og blå kanaler i en projektor filtreres i to – ét sæt primerier for hvert øje. På scenen flettes disse indtryk sammen, sådan at farverne på et billede ser ud til at være varmere og det andet. Et sæt briller med samme spektrale filtrering, som dem der bruges foran projektorerne, adskiller det reflekterede dobbeltbillede på scenen i to separate billeder, ét for hvert øje.

Danserens tilstedeværelse

At forklare hvordan stereografi – og dermed stereografisk scenografi – lykkes med at skabe dybde er man nødt til at dukke ned i dets spændende sansespil og vores oplevelse af rum, performer og observatør.

Igennem samspillet mellem danser og videolandskabet, sætter performancen spørgsmålstegn ved det performative rums hierarki. Hvor danseren ofte er omdrejningspunktet  får alle elementer fokus istedet. Moderne dans har beskæftiget sig med performerens subjektivitet i årtier. Den fordrevne, deforme eller fraværende krop som æstetiks virkemiddel, er blevet brugt i værker helt tilbage til 80’erne. Men ved at prøve at opløse performancens hierarki kan danseren få en ny rolle, hvor hun kan gå i dialog med det sterografiske rum, dualitet og illusion.