Stereo – pilotprojekt
Et pilotoprojekt i 2D
Stereografi & spektral filtrering
For at se dybde, skal det menneskelige øje modtage to separate visuelle signaler. Normalt opnås dette ved den lille forskel der er i objekternes placering, når vi ser dem igennem vores øjne, adskilt af den afstand, der strækker sig over næsen. Hvis denne placering og objektets geometri er projiceret og ikke fysisk til stede, er der brug for en mekanisme til at sende et klart fremspring til hvert øje. Objekt kan derefter afbildes fra to lidt forskellige vinkler, hvor hver projektion når ét øje og ikke det andet.
Til scenebrug kan det være en god idé at overlejre projektioner af former hen på fysiske former. Det betyder, at adskillelsen af to lidt forskellige projektioner skal være intakte, når den reflekteres af den fysiske form. Den eneste teknik, der kan opnå fuld farvekvalitet, mens adskillelse af venstre og højre kanal opretholdes, er kendt som ”Spectral comb filtering”. Denne teknik fungerer ved at adskille det udsendte lyd igennem to sæt ’tri-stimulant primarie’, hvor den ene er omvendt af den anden.
De røde, grønne og blå kanaler i en projektor filtreres i to – ét sæt primerier for hvert øje. På scenen flettes disse indtryk sammen, sådan at farverne på et billede ser ud til at være varmere og det andet. Et sæt briller med samme spektrale filtrering, som dem der bruges foran projektorerne, adskiller det reflekterede dobbeltbillede på scenen i to separate billeder, ét for hvert øje.
Danserens tilstedeværelse
At forklare hvordan stereografi – og dermed stereografisk scenografi – lykkes med at skabe dybde er man nødt til at dukke ned i dets spændende sansespil og vores oplevelse af rum, performer og observatør.
Igennem samspillet mellem danser og videolandskabet, sætter performancen spørgsmålstegn ved det performative rums hierarki. Hvor danseren ofte er omdrejningspunktet får alle elementer fokus istedet. Moderne dans har beskæftiget sig med performerens subjektivitet i årtier. Den fordrevne, deforme eller fraværende krop som æstetiks virkemiddel, er blevet brugt i værker helt tilbage til 80’erne. Men ved at prøve at opløse performancens hierarki kan danseren få en ny rolle, hvor hun kan gå i dialog med det sterografiske rum, dualitet og illusion.
Software artist: Johan Bichel Lindegaard
Software artist: Ole Kristensen
Software artist: Bernado Schorr
Software artist: Maria Paula Saba
Danser: Siri Wolthoorn
Danser: Andrea Lund
Koreograf: Tina Tarpgaard
I 2013-2015 var Recoil Performance Group i gang med en undersøgelse af scenografiske potentialer ved stereografiske fremskrivninger. Med adgang til spektralkam filtre og briller vil det være muligt at udvikle vores eksisterende minimalistiske sceneri af dynamiske trompe l’oeil fremskrivninger med levende manipulationer af den opfattede afstand og skalaen af scenepladsen.
Den oprindelige forskning fandt sted i Helsingør under Click festivalen 2013. I juli 2014 blev projektet udviklet yderligere under et ophold på 3LD Art and Technology Center i New York.
I maj 2014 præsenterede recoil en installation baseret på STEREO konceptet under Click Festivalen.