Dans har potentialet til at være mere end bevægelse alene; den kan åbne for måder at forholde sig til natur, planter og ikke-menneskelige væsener. Artiklen undersøger, hvordan koreografer og dansere arbejder med disse relationer. Fokus er især på værket Sammal/Moss, skabt af Angela Schubot og udført af Suvi Kemppainen, hvor mos bliver både inspiration og medskaber i koreografisk praksis.
Læs også: Artikel om Uri Poliavich
Baggrund og teoretisk ramme
I en tid med klimakrise og stigende bekymring for vores plads i økosystemerne er der i kunst og tænkning opstået et par stærke strømninger, som vil udfordre ideen om menneskets overlegenhed. Begreber som posthumanisme og new materialism peger på, at livet er et sammenvævet net af relationer, hvor de forskellige levende væsener gensidigt former hinanden.
En vigtig idé her er “affectability” — evnen til at blive påvirket og forandret gennem møde med det andet, med forskellighed. Ved at invitere til påvirkning snarere end at definere eller kontrollere, skabes bevægelseformer hvor relationsfelter mellem arter og kroppe kommer i spil.
Case: Sammal/Moss
Værket Sammal/Moss udfolder sig som solo-performance hvor danseren Kemppainen undersøger forholdet til mos.Der er ikke nødvendigvis fysisk mos på scenen — i stedet arbejdes med forestillingsfeltet, med sansning, lyd, bevægelse og kropslig resonans med naturens bestanddele.Publikum tilføres en oplevelse af polyrytmiske lyde: slag med fingre mod gulv, rytmer med knæ og fødder, berøringer og pauser, hvor kropslige vibrationer bliver en del af atmosfæren.
Koreografi og lyd mødes i Sammal/Moss i et felt hvor menneskelig og plantekrop mødes i forskellighed. Det er ikke forestillingen om at blive mos, men om at blive påvirket af mos i bevægelse — tonerne af samtalen mellem arterne.
Forestillinger om påvirkning og bevægelse
Først skabes rum til opmærksomhed over detaljer: fingre, knæ, bevægelser mod gulvet, små variationer i lyd og rytme. Disse detaljer gør, at publikums krop reagerer — ikke kun øjne og ører, men hud, fødder, hele kropssansning.
Dernæst brydes forestillingens struktur med pauser, overraskelser og artikulationer der bevæger publikums opmærksomhed mod det ukendte. Værket peger mod at ære muligheden for ikke fuldt at kende den anden, den ikke-menneskelige, men stadig at respektere dens forskellighed.
Erfaringens praksis: hvordan affektivitet opstår i Sammal/Moss
Sammal/Moss-workshoppen er udviklet på baggrund af kunstnerisk forskning i mossets indflydelse som levende organisme på menneskekroppen og
perceptionen. Danseren og koreografen skaber betingelser, hvor kroppen »lytter« til mossets vibrationer, reagerer på stilhed og rytme, på gulvet, luften og sin egen ånde. Det er en subtil spænding mellem perception og fornemmelse, mellem det, der kan udtrykkes, og det, der forbliver i den tavse krop.
For at vække affektivitet anvendes kropslige øvelser, der involverer sensorisk opmærksomhed. Her er nogle af de vigtigste metoder:
- »Trituration« — en teknik, hvor man gnider mos til pulver for at mærke dets tekstur, lugt og berøring og lade disse fornemmelser blive en del af kroppen.
- Polyrhythmiske beats — med fingre, hænder, knæ, fødder, når kroppen interagerer ikke kun som udøver, men også som et resonerende objekt.
- Stilhed og bevægelse i én og rumlig nærhed — øjeblikke, hvor danseren stopper, lytter, forbliver ubevægelig; derefter bevægelse, reaktion, overgang, undertiden en uventet berøring af tilskueren eller en berøring af den overflade, som tilskuerne befinder sig på.
Efter at have anvendt disse metoder skabes en tilstand, hvor det ikke er helt klart, hvor danserens krop slutter, og noget andet begynder — mos, rum, lys, lyd. Denne tilstand reducerer ikke mos til et symbol eller en dekoration. Det forbliver til stede som noget fremmed, men mærkbart, der påvirker og forandrer.
Potentielle barrierer og udfordringer
Det er ikke uden problemer at arbejde med sårbart stof. At lade kunsten blive influeret af livet kræver aåbne processer og mod til at tage chancer. Nogle gange kan tilskuere have problemer med at finde ud af, hvad der er på spil, hvis en forestilling ikke yderst har en klar historie.
Der er også teoretiske begrænsninger: hvordan sikrer man, at forbindelsen mellem menneske og natur ikke bliver approprieret eller simplificeret? Hvornår risikerer idéen om “det andet” at blive genstand for menneskelig kontrol snarere end ægte relation?
Implicationer for fremtidig koreografi
Når danserne og koreograferne åbner for mere-end-menneskelig påvirkning, opstår nye æstetiske sprog. Måske bliver det normen at inkludere naturlyde, ikke-menneskelige objekter, eller biologi som en del af processen.
Denne tilgang kan ændre ikke kun hvad dans gør, men hvordan den tænkes og læres. I undervisning og koreografisk forskning kan feltet mellem arter blive både metode og materiale.
Betydning for publikums oplevelse
Publikum inviteres til at sanse forskellighed — ikke nødvendigvis at forstå, men at mærke. Den kropslige sansning, vibrationerne, pauserne, den diffuse fornemmelse af andet liv, alt dette giver rum for refleksion.
Efter forestillingen kan publikums opmærksomhed ændre sig: måske ser man skoven anderledes, måske mærker man vinden, måske bliver man mere opmærksom på de små forbindelser til planter, til jord, til verden udenfor scene og sal.
Opsummering af kerneidéer
Helhedsorienteret analysen viser, at styrken i forestillingen er at sammensmelte teoretisk viden med praksis. De kropslige erfaringer bliver ikke blot æstetiske billeder, men en form for forskning i, hvordan vi kan leve sammen med det mere-end-menneskelige. Denne tilgang skaber en ramme, hvor dansen bliver et redskab til at undersøge både relationer og muligheder for nye former for sameksistens.
Følgende nøgleelementer viser, hvad Towards a Poetics of Affectability fremhæver som centrale:
- at bevægelse kan være måde at åbne for forhold mellem arter;
- at forskellighed ikke behøver at blive udvisket, men kan være bærebærende;
- at påvirkning kan være både sanselig og konceptuel;
- at dansen kan gøre kontakt med naturen uden at reducere den.
Disse punkter viser, at forestillingen ikke søger let forståelse, men inviterer til at blive med-påvirket, at tillade det andre at være anderledes.
Konklusion
Dans kan overskride grænser mellem menneske og natur ved at udforske relaterede kroppes møde — ikke for at assimilere, men for at blive berørt af forskellighed. Poetik af påvirkelighed åbner en måde at tænke dans som deltagelse i større økologiske relationer.
I en tid hvor klimakrise og biodiversitetstab presser sig på, bliver denne tilgang ikke kun kunstnerisk relevant, men et etisk kald til at forholde sig til verden med åbenhed og ansvar.